Jimmy Jørgensen (født 11. juli 1964 i København) er en dansk sanger, sangskriver og autodidakt skuespiller.
Jimmy Jørgensen, musiker, rocksanger og skuespiller, er søn af sømand Jim Goodall og bryggeriarbejder Inge Jørgensen. Han voksede op i Vanløse, blev oprindelig uddannet som blikkenslager og arbejdede i seks år som udlært blikkenslagersvend. I 1985 var han medstifter af rockgruppen "Hotel Hunger", hvor han er forsanger, bassist og selv også er tekstforfatter. Bandet debuterede i 1989 med albummet "This Is Where the Fun starts" som også blev udgivet i USA. I 1995 blev nummeret "Sitting in a Room" fra CD'en "Mars Needs Guitars" et radiohit. Han fik sin skuespillerdebut i teaterkoncerten "Gasolin" på Dr. Dantes Aveny i 1995 og har siden bl.a. haft roller i "Ned på jorden" og "Lillerød" på Dr. Dante, "Black Rider", "Snedronningen", "Jesus Christ Superstar", "Hr. Nedersen", "Simon" og "Casino Moonlight". Han har desuden medvirket i en række film og i tv-serier bl.a. "Taxa" (1997-99) og "Edderkoppen" (2000). Jimmy Jørgensen har tidligere dannet par med Lise Ringhof, Mayianne Dinesen, skuespillerinden Beate Bille og fotomodellen Christine Pram. Efter 16 år som kærester blev han i sommeren 2023 gift i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg med skuespilleren Signe Egholm Olsen.